Déclinaison / Conjugueur latin
| SINGULIER |
| Nom. | insŏlens |
| Gen. | insolentis |
| Dat. | insolenti |
| Acc. | insolentem |
| Abl. | insolenti |
| Voc. | insŏlens |
| PLURIEL |
| Nom. | insolentes |
| Gen. | insolentĭum |
| Dat. | insolentĭbus |
| Acc. | insolentes |
| Abl. | insolentĭbus |
| Voc. | insolentes |
| SINGULIER |
| Nom. | insŏlens |
| Gen. | insolentis |
| Dat. | insolenti |
| Acc. | insolentem |
| Abl. | insolenti |
| Voc. | insŏlens |
| PLURIEL |
| Nom. | insolentes |
| Gen. | insolentĭum |
| Dat. | insolentĭbus |
| Acc. | insolentes |
| Abl. | insolentĭbus |
| Voc. | insolentes |
| SINGULIER |
| Nom. | insŏlens |
| Gen. | insolentis |
| Dat. | insolenti |
| Acc. | insŏlens |
| Abl. | insolenti |
| Voc. | insŏlens |
| PLURIEL |
| Nom. | insolentĭa |
| Gen. | insolentĭum |
| Dat. | insolentĭbus |
| Acc. | insolentĭa |
| Abl. | insolentĭbus | |